Fobi

At have en fobi hænger sammen med angst. Angsten gør, at man undgår de situationer man er bange for og finder ubehagelige, selvom der ikke er en reel fare på spil.

Ved at undgå situationerne opretholder man frygten for det man forestiller sig er farligt og dermed fodrer man den onde cirkel og vedligeholder angsten. Man er kort sagt bange for at blive bange i bestemte situationer.

Der skelnes mellem 3 typer af fobier:

  • Agorafobi
  • Socialfobi
  • Enkeltfobi

Agorafobi er frygten for at bevæge sig alene ud i ikke vante omgivelser, opholde sig på offentlige steder, begive sig ud blandt mange mennesker eller f.eks. køre med metro, bus eller tog, gå på gaden eller gå i stormagasiner eller andre forretninger.
Gør man noget af dette kommer angsten lynhurtigt i spil. Ja selv bare ved at tænke på, at man skal noget af dette, er nok til at hjertet hamrer.

Det betyder, at der er mennesker der begrænses voldsomt i deres liv, da de f.eks. ikke tør gå uden for en dør alene eller ikke tør handle ind alene eller tage metroen alene.

Sociale forbi er frygten for at være i sociale sammenhænge. Det kan være angsten for at skulle smalltalk eller bare sidde og spise sammen med kollegaerne i kantinen, angsten for at deltage i en fest eller angsten for at spørge om hjælp til at finde kaffen henne i supermarkedet. Det bunder alt sammen i, at man er bange for at de andre f.eks. tænker dårligt om en eller at de andre syntes, at man er pinlig. Ofte oplever personen med social angst at rødme, svede, få kvalme og ryste eller skulle på toilettet her og nu. I værste fald risikerer personer med social angst at isolere sig og dermed få flere begrænsninger i deres liv.

Enkelt fobi, som er den tredje typer af fobier, dækker over specifikke ting eller situationer man er bange for og frygter. Det kan være slanger, edderkopper og andre dyr. Det kan f.eks. være hospitaler, elevatorer, lukkede rum eller at flyve. Det kan også være frygten for bestemte madvarer eller frygten for at kaste op. Der findes rigtig mange enkeltfobier. Som regel er enkeltfobierne ikke så indgribende i ens liv som de to andre typer af forbier, da enkeltfobien er nemmere at undgå. Men reaktionen for den enkelte fobi kan stadig godt være voldsom.

Angsten optræder altså i situationer som personen oplever som farlige, selvom der ikke er en reel fare i spil. Men ikke des do mindre oplever personen altså faren som virkelig og kan blive voldsom angst. Panikangst kan også optræde.

Med kognitiv adfærdsterapi kan fobien reduceres eller forsvinde helt, ved at vi skridt for skridt arbejder med tankerne og eksponering. Man udsættes altså gradvis for det man frygter og er angst overfor under kyndig vejledning fra terapeuten. På denne måde kan man overvinde frygten og opleve færre begrænsninger i sit liv. Særligt enkeltfobierne kan afhjælpes i løbet af få sessioner.